Aktuelt

Borgerens retssikkerhed i socialfaglig forhandling

Af Anne Brorson

Denne artikel omhandler, hvorledes borgerens retssikkerhed influerer på og skal værnes om i socialfaglig forhandling. Artiklen forudsætter, at du har et grundlæggende kendskab til BIT-modellen (behov-indsats-takst) og den socialfaglige forhandling.

I enhver socialfaglig forhandling er der en køber og en sælger. I relationen mellem kommunens myndighedsafdeling og det sociale tilbud, udgør myndigheden køberen og det sociale tilbud sælgeren. Det er en konstellation, der er til at forholde sig til.

Det, vi absolut ikke må glemme i netop den socialfaglige forhandling, er, at denne køber reelt køber en ydelse på vegne af en anden – nemlig borgeren. Borgeren er og bliver derfor det vigtigste fokus i en socialfaglig forhandling. Det er nemlig borgeren, der skal være modtager af den forhandlede ydelse.

Med denne pointe understreget, så er det samtidig vigtigt at notere sig, at borgeren har en lovfæstet retssikkerhed. Denne retssikkerhed hverken kan eller skal forhandlingen sætte ud af kraft.

Der er to vinkler på retssikkerheden, vi skal se nærmere på i denne artikel. Henholdsvis hvad den indeholder og hvordan vi skal agere i den socialfaglige forhandling for at opretholde den.

Hvad indeholder borgerens retssikkerhed?

Lad os starte med at slå fast, at det er den kommunale myndighed, der har ansvaret for at opretholde borgerens retssikkerhed i den socialfaglige forhandling. Dette slås fast i Retssikkerhedsloven, Offentlighedsloven og Forvaltningsloven, som vi vil se nærmere på lige om lidt.

I vores daglige arbejde rundt omkring i en række kommuner ser vi forskelle i, hvordan netop retssikkerhedsspørgsmålet tolkes. Hvordan det tolkes og udmøntes i én kommune, er ikke nødvendigvis det samme som i en anden kommune.

Det du læser hér, er derfor vores udlæg af, hvorledes vi tolker borgerens retssikkerhed i socialfaglige forhandlinger, og det er ikke nødvendigvis samstemmende med den praksis, du møder rundt omkring i kommunerne. Lad det være til inspiration og videre drøftelse hos jer.

Den første distinktion, vi skal gøre i forhold til retssikkerhed, er den henholdsvis materielle og processuelle retssikkerhed.

Den materielle retssikkerhed omhandler, at borgere dels skal kende sine muligheder og pligter, også kaldet myndighedens vejledningspligt, og samtidig at alle afgørelser skal træffes i overensstemmelse med gældende retsprincipper, eksempelvis proportionalitetsprincippet, lighed for loven mv.

I tillæg hertil udgør den processuelle retssikkerhed selve sagsbehandlingen. Det vil sige, hvordan myndigheden behandler en sag fra ansøgningstidspunktet til der træffes en afgørelse. Her er fokuspunkter blandt andet borgerens medvirken, partshøring og klageadgang.

I den socialfaglige forhandling er både den materielle og den processuelle retssikkerhed i spil. Dette vil blive sat ind i konteksten på et senere tidspunkt. Lad os i første omgang se nærmere på relevante paragraffer.

Et udpluk af relevante paragraffer på området er:

• Retssikkerhedslovens § 4 siger, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag
• Retssikkerhedslovens § 10 fastslår, at myndigheden har ansvaret for, at sager er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse
• Retssikkerhedslovens § 16 fortæller, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, hvor tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på
• Offentlighedslovens § 8 siger, at den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, med få undtagelser kan forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne. Dog er eksempelvis interne dokumenter undtaget. Afgrænsningen af, hvad der anses som interne dokumenter fremgår af både Offentlighedslovens § 23 og Forvaltningslovens §§ 12-13
• Forvaltningslovens § 13 fastslår, at retten til aktindsigt omfatter interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når
  • dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning vedrørende en sags afgørelse
  • dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at notere efter lov om offentlighed i forvaltningen
  • dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder
• Offentlighedslovens § 13 indeholder notatpligten og fastslår, at i sager hvor der vil blive truffet afgørelse af en myndighed, skal den pågældende myndighed, når den mundtligt eller på anden måde bliver bekendt med oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for sagens afgørelse, snarest muligt gøre notat om indholdet af oplysningerne eller vurderingerne. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne eller vurderingerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter

Hvad betyder det i praksis?

Efter denne længere række af relevante paragraffer, vil vi sætte det i en sammenhæng af socialfaglig forhandling, således du kan bruge det direkte ind i din praksis eller til videre drøftelse.

Retssikkerhedslovens § 4 fastslår, at borgeren skal have mulighed for at medvirke i behandlingen af sin sag. Det vil sige den processuelle retssikkerhed. I mange kommuner er dette blevet videreudviklet til, at der skal tages udgangspunkt i borgerens håb og drømme eller lignende. Dette er naturligvis på alle måder godt. Set i kontekst af den socialfaglige forhandling, hvor behov og indsats definerer takst, er borgeren derfor en essentiel del af selve hjørnestenen i forhandlingen. Borgeren skal medvirke i vurdering af behov og indsats, således dette kan lægges til grund for den efterfølgende forhandling mellem kontraktparterne.

Det betyder dog ikke, at borgeren er part i kontraktforhandlinger med sociale tilbud. Her er der to kontraktparter, henholdsvis køber og sælger. Men borgeren skal kunne medvirke ved behandlingen af sin sag for så vidt gælder behov og indsats. For en nærmere gennemgang af partsbegrebet, henviser vi til ombudsmandens gennemgang af partsbegrebet (link: https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/partsbegrebet/)

Det er ligeledes en overvejelse værd, hvornår en borger skal partshøres eller tilsendes en afgørelse. Hertil vil vi henvise til ombudsmandens gennemgang af afgørelsesbegrebet (link: https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/afgoerelsesbegrebet/)

I en socialfaglig kontekst betyder partsbegrebet, at borgeren skal partshøres og tilsendes afgørelser vedrørende behov og indsats, men ikke omkring takst. Tager vi eksempelvis udgangspunkt i det specialiserede voksenområde, skal borgeren partshøres i VUM og tilbydes handleplan, men selve kontrakten mellem myndighed og socialt tilbud er borgeren ikke part i.

Ydermere skal sagen være tilstrækkeligt oplyst til, at både behov og indsats kan vurderes af myndigheden, jævnfør Retssikkerhedslovens § 10. Dette stiller krav til myndigheden om at kunne gennemskue, hvilke informationer der reelt er behov for at besidde, både ved nyvisitationer og kontraktindgåelse samt ved sagsopfølgninger. Der kan desværre ikke laves en udtømmende liste over dette, eftersom hver borgers hverdag, ressourcer og behov er individuelle. En god tommelfingerregel er, om du som myndighed har et overblik over, hvorledes borgerens hverdag aktuelt forløber, og hvad borgerens ønsker i øvrigt er. Status quo er ikke nødvendigvis et succeskriterie, hvis borgeren ønsker andet, og der er mulighed for dette i henhold til loven, jævnfør den materielle retssikkerhed.

I vores daglige virke på socialområdet mødes vi sommetider af spørgsmålet om, om det ikke er at gå for tæt på sociale tilbuds ledelsesret, hvis myndigheden ønsker en gennemsigtighed i den ydelse, som borgeren modtager på daglig basis på tilbuddet. Hertil er svaret nej, eftersom myndigheden har pligt til at føre tilsyn med både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på. Dette fremgår af Retssikkerhedslovens § 16. Der er naturligvis ikke tale om det driftsmæssige tilsyn, som Socialtilsynet varetager, men derimod i stedet det personrettede tilsyn. Som myndighed har man altså pligt til at føre tilsyn med måden, opgaverne udføres på. Skal retssikkerheden derfor opretholdes, skal myndigheden kende den daglige indsats.

Et andet hyppigt tilbagevendende spørgsmål er, om en borger kan søge aktindsigt i dokumenter anvendt i en socialfaglig forhandling i henhold til Offentlighedslovens § 8. Dette hænger tæt sammen med myndighedens notatpligt, jævnfør Offentlighedslovens § 13, og derfor også det lavpraktiske spørgsmål om, hvor dokumenter modtaget i forbindelse med en socialfaglig forhandling skal journaliseres. Skal vi skære ind til benet hér, så er det egentlige spørgsmål, om der er tale om interne dokumenter i henhold til Forvaltningslovens § 13 uden mulighed for aktindsigt.

Det bærende element på tværs af både Offentlighedslovens § 13 og Forvaltningslovens § 13 er, at der skal være tale om dokumenter eller oplysninger, der lægges til grund for en afgørelse. En afgørelse er i Forvaltningslovens forstand en retsakt, hvilket vil sige myndighedens fastsættelse af, hvad der er eller skal være ret i pågældende sag. Derfor kan der søges aktindsigt i dokumenter, der ikke er interne dokumenter, og som lægges til grund for en afgørelse. I den socialfaglige kontekst betyder dette, at hvorvidt der er tale om interne dokumenter og om der kan søges aktindsigt, herunder også hvor dokumenter vedrørende en forhandling skal journaliseres, afhænger af, hvilken information pågældende dokumenter indeholder.

Er det oplysninger, der bliver lagt til grund for en afgørelse, kan der søges om aktindsigt, eksempelvis en behovsvurdering og/eller en indsatsvurdering. Kontrakter vil som udgangspunkt ikke være omfattet af notatpligt eller aktindsigt, idet de ikke lægges til grund for en afgørelse. Derimod vil det ud fra et synspunkt om økonomisk overblik samt kontraktpartsstatus være en fordel at dokumentere sine aftaler, helst i form af en kontrakt, der gemmes et sted, hvor personfølsomt data må opbevares i henhold til persondataforordningen. Der er tale om personfølsomt data, idet borgerens fulde navn og opholdsadresse som oftest fremgår af dokumenterne. Opbevaring af kontrakter, betalingsaftaler og lignende har derfor til formål at kontrakt- og udgiftsstyre og ikke at lægge oplysningerne i kontrakten til grund for en afgørelse.

Hvordan opretholder vi borgerens retssikkerhed i en socialfaglig forhandling?

Og hvad skal vi så bruge en sådan gennemgang til? Vi skal gerne stille skarpt på, at borgerens retssikkerhed i konteksten af socialfaglig forhandling ikke er en selvfølge. Det forudsætter en bevidsthed om løbende at holde dette frisk i hukommelsen, hvis det ikke skal komme til at fortone sig. Både fagligt og juridisk er der grundlag for, at der bør være vedvarende fokus herpå.

Uanset som du, kære læser, repræsenterer myndighed eller et socialt tilbud, så kræver jeres samarbejde, at I får forventningsafstemt, hvorledes borgerens retssikkerhed håndteres i pågældende forhandling. Som forhandlingspartnere er det godt at få drøftet, hvordan og på hvilken måde borgerens retssikkerhed bliver opretholdt. Har du været til et forhandlingsmøde, hvor der blev talt om dette? Ellers er nu et godt tidspunkt at starte.

Et fokus på borgerens retssikkerhed starter nemlig med, at vi taler om det. Tag bladet for munden og sæt ord på dine overvejelser. Blot det siges sådan, at det er en fælles opgave – og det ikke kommer ud som en anklage mod den anden part, så er der ingen problemer i at sætte ord på sine tanker om borgerens retssikkerhed i en socialfaglig forhandling.

I en tid, hvor økonomistyring er i fokus på mange myndighedsområder, kan retssikkerheden risikere at komme under pres. Jeg håber, at du på vej igennem denne artikel har fået en fornemmelse af, at socialfaglig forhandling reelt ikke kan gennemføres som netop socialfaglig, hvis ikke borgerens retssikkerhed opretholdes samtidig. Socialfaglig forhandling er ikke en sportsgren udi at undgå retssikkerheden eller borgerens medvirken mest mulig.

Den socialfaglige forhandling er netop afhængig af, at der værnes om borgerens retssikkerhed.