Funktionsevnebeskrivelser til myndighed

31.01.2025

D. 16.01.2025

Når kommunen anmoder om beskrivelse af borgerens funktionsevne

Som leverandør af ydelser og tilbud efter Serviceloven, er der krav fra Kommunen til, at der løbende i forbindelse med lovpligtige opfølgninger udarbejdes såkaldte Statusbeskrivelser til kommunen.

Kommunen skal i sin anmodning specificere, hvad denne ønsker beskrevet i forbindelse med opfølgning på borgerens sag. Er der fx tale om status på arbejdet med Handleplansmål jf. § 141 SL? Er der tale om status på borgerens funktionsevne til en revurdering af borgerens afgørelse og berettigelse? Eller er der tale om status på levering af de konkrete kontraktlige ydelser til brug for personrettet tilsyn? Det kan også være at Kommunen ønsker specifikke oplysninger om tilbuddets faglighed? Der er nemlig flere typer af oplysninger som Kommunen kan være optaget af i forbindelse med en opfølgning på en borgersag. Myndighed skal altså bruge mere end bare dokumentation på Handleplansmål jf. § 141 SL. En afgørelse bliver ikke truffet på baggrund af oplysninger om arbejdet med Handleplansmål, men borgerens funktionsevne.

I denne artikel vil jeg gerne forsøge at fremhæve statusbeskrivelse af funktionsevnen, hvad en sådan beskrivelse skal indeholde til kommunen og hvorfor og komme med anbefalinger til opmærksomhedspunkter i samarbejdet og praksis i forhold til oplysninger om funktionsevnen.

Hvad skal en funktionsevnebeskrivelse bruges til

Når kommunen træffer afgørelser indenfor det specialiserede voksenområde, skal den indhente oplysninger som er relevante herfor. Hvilke oplysninger der er relevante, afhænger bl.a. af den hjælp som borgeren efterspørger og dermed hvilken/hvilke paragraf/fer afgørelsen træffes efter (retskilderne).

Når kommunen træffer afgørelse efter Servicelovens §§ 107, 108, 104, 103 og 85, er det oplysninger om graden af borgerens nedsatte funktionsevne, der er afgørende for om borger er berettiget til hjælpen efter Serviceloven og udmålingen af hjælpens konkrete indhold, omfang og formål. Kun kommunen har som forvaltningsmyndighed kompetencen til at træffe beslutning herom og har med afgørelsen lovhjemmel til at købe hjælpen ind af/hos en leverandør, hverken mere eller mindre.

Afgørelse om hjælp og støtte efter § 85 træffes indenfor hver aktivitet, fx Håndtering af post, Færdes med transportmidler, Indkøb mm. Med afgørelsen følger retssikkerhed, dvs. korrekt anvendelse af juridisk metode i sagsbehandlingsprocessen frem mod en afgørelse, som er lige for alle borgere der får behandlet en sag i kommunen, og regler der er forståelige og gennemskuelige for borger. Borger skal kunne gennemskue afgørelsesgrundlaget og borger har mulighed for at klage over den hjælp der er truffet afgørelse om i indhold og omfang.

Kommunen har ansvaret for, at der bliver indhentet de oplysninger, som er relevante for afgørelsen. I den forbindelse har sagsbehandleren en forpligtelse til at foretage en helhedsorienteret og systematisk afdækning af borgerens funktionsevne og behov i forhold til at varetage almindelig daglig levevis på lige fod med andre. Kommunen kender mulighederne i Serviceloven og har pligt til at yde helhedsorienteret råd og vejledning ifht. disse muligheder, også selvom borger ikke efterspørger den. Kommunen skal derfor være opmærksom på at afdække funktionsevnen bredt og notere de oplysninger på sagen som har betydning for afgørelsen.

Da hjælp efter Serviceloven som udgangspunkt er baseret på en frivillig medvirken, er det som udgangspunkt borgerens egne ønsker for egen levevis der træffes afgørelse med baggrund i – altså hvad der er væsentligt for borger og ikke rådgiverens eller andres værdisæt. Kommunen indhenter også supplerende oplysninger fra borgeren selv (Partsrepræsentant eller Værge), da kommunen skal sikre at også borgerens perspektiv er repræsenteret.

Hvad er en funktionsevnebeskrivelse og hvad skal den typisk indeholde

En funktionsevnenedsættelse betyder, at borgeren er begrænset i forhold til at deltage i samfundet og gennemføre daglige aktiviteter.

Sådan lyder definitionen i sagsbehandlernes udredningsværktøj og metode VUM 2.0. En funktionsevnenedsættelse er altså ikke at borgeren hører stemmer, har angst eller har vrangforestillinger, men hvad disse forhold konkret betyder for evnen til at klare daglige aktiviteter og deltagelse i samfundet, fx; varetagelse af tøjvask, varetagelse af indkøb, håndtering af post, deltagelse i ønskede sociale fællesskaber mm.

Med hjælp fra nu lovpligtige Fælles Faglige Begreber/FFB, udredes funktionsevnen i de Danske kommuner systematisk og ensartet til brug for sagsbehandlingen og de afgørelser som træffes efter ovennævnte paragraffer.

Helhedsafdækningen med FFB tager afsæt i bl.a. 6 aktivitet- og deltagelsestemaer; Relationer, Samfundsliv, Kommunikation, Praktiske opgaver, Egenomsorg og Mobilitet. Indenfor hvert tema, og dertilhørende undertemaer, beskrives borgerens funktionsevne, dvs. egen mestring og håndtering af den enkelte aktivitet eller deltagelse, med de fysiske, mentale, sundhedsmæssige og/eller sociale udfordringer og ressourcer, som borgeren har og i de omgivelser som borgeren er en del af.

billeder/billede1.png

Figur 1. VUM 2.0

For at kommunen kan træffe afgørelse om den konkrete hjælp indenfor hver aktivitet og deltagelse med indhold, omfang og formål, skal en beskrivelse af funktionsevnen fra en leverandør indeholde:

·       Fakta om borgerens funktionsevne, ikke antagelser eller ”hvad nu hvis”. Fakta bestående af rene observationer, dvs. hvad der observeres (ses), høres og lugtes og dermed ikke personalets vurdering af borgerens støttebehov eller antagelser om hvordan følelser og adfærd måske hænger sammen.

·       Fakta om funktionsevnen består af en beskrivelse af borgerens egne aktive handlinger, dvs. mestring af de aktiviteter, som borger selv ønsker at varetage eller deltage i – uden personalestøtte og med hjælpemidler og/eller velfærdsteknologi eller indretning. Borgerens handlinger beskrives med både ressourcer og udfordringer før, under og efter den enkelte aktivitet eller deltagelse (hele processen) og konsekvensen heraf.

·       Oplysninger om borgerens aktuelle funktionsevne indenfor hver aktivitet og deltagelse. Ikke hvad der blev observeret eller hørt for 3 år siden, men borgerens aktuelle situation.

·       Oplysninger om eventuelle udsving i funktionsevnen, med højdetagen for gode og dårlige perioder, hvor evnen til at varetage aktiviteten svinger. I gode perioder varetager borger måske mere af aktiviteten selvstændigt end i dårlige perioder. Beskriv det gennemsnitlige omfang af de gode og dårlige perioder.

·       Beskrivelse af hyppighed og/eller tidspunkter:

 

o   Ex: Borger vågner i gennemsnit to gange pr. nat, hvor hun har behov for at gå på toilettet. Borger rejser sig fra sengen og går hen til badeværelset, men når kun til omkring døråbningen til badeværelset, hvor han tisser i bukserne. (Undertema: Gå på toilettet)

 

o   Ex: Borger kommer i fællesarealerne i botilbuddet hver eftermiddag i tidsrummet kl. 15-17:30 alle ugens hverdage man-fredag… Borger håndterer uenigheder ved at slå de andre beboere… (Undertema: Indgå i samspil og kontakt)

 

Hvad skal du som leverandør være opmærksom på ifm. funktionsevne-beskrivelser til kommunen?

Udelukkende at beskrive borgerens observerbare handlinger og konsekvensen heraf (fakta), og ikke personalets indsats eller antagelser om hvad der ”måske kunne ske hvis” eller vurderinger af behov for støtte.

Funktionsevnebeskrivelser udarbejdes på baggrund af aktuelle, konkrete og individuelle observationer som løbende foretages og dokumenteres i det daglige. Du skal derfor sikre en fast arbejdsgang og systematik herfor hos dine medarbejdere.

At I har en fælles forståelse af funktionsevnebegrebet. Sørg for at dokumentere funktionsevnen efter de samme Fælles Faglige Begreber (FFB) som kommunen. På den måde får I et fælles sprog og afsæt i drøftelsen af funktionsevnen, som er grundlaget for drøftelse og vurdering af behov, indsats og takst. FFB er lovpligtig at bruge i sagsbehandlingen indenfor det specialiserede voksenområde.

Beskriv funktionsevnen indenfor den enkelte aktivitet eller deltagelse, sørg for ikke at blande dem sammen. Der er forskel på funktionsevnen ifht. at varetage økonomi og funktionsevnen ifht. at varetage indkøb, også selvom det ene måske afhænger af det andet. Kommunen træffer afgørelse indenfor hver aktivitet eller deltagelse.

Adskille beskrivelser i den daglige dokumentation, som går til hhv. Serviceloven (fx funktionsevne og levering af indsatser, arbejdet med handleplansmål mm.) og dokumentation som går til Sundhedsloven.