Hvorfor er der brug for forhandling på socialområdet?
Forhandling på socialområdet er et omdiskuteret emne. Hvorfor skal vi dog det - og gør det ikke mere skade end gavn? Mit svar vil være: Det kommer an på, hvordan vi bedriver forhandling. Lad mig forklare...
Hvis du tænker på forhandling som Hjallerup Marked, hvor der pruttes om prisen – ja, så er der faktisk ikke brug for forhandling på socialområdet. Der er ingen grund til eller forudsætninger for, at der skal pruttes om prisen på de ydelser, der købes og sælges til borgere på socialområdet.
Hvis der skal svares på, hvorfor der er brug for forhandling på socialområdet, så skal vi starte med at se på selve begrebet ”Forhandling”. Der er nemlig forskel på forhandling og socialfaglig forhandling.
Den socialfaglige forhandling er ikke et spørgsmål om at prutte om prisen, om at manipulere hinanden eller være den mest magtfulde. Socialfaglig forhandling drejer sig i stedet om, at der for alle borgere på ethvert givent tidspunkt skal være overensstemmelse mellem borgerens behov, den bestilte og leverede indsats samt taksten, der betales herfor. Det kan sammensættes i BIT-modellen, hvor søjlerne B, I og T hver har både en størrelse og et indhold.
BIT-modellen er derfor en grafik gengivelse af socialfaglig forhandling i al sin enkelthed. Borgerens behov er afgørende for indsatsen, der er udslagsgivende for taksten. Men hvorfor så kalde det socialfaglig forhandling? Hvorfor ikke bare kalde det socialt arbejde eller andre lignende udtryk? Fordi der på socialområdet er den grundlæggende præmis, at kommunen betaler penge mod, at borgeren modtager en ydelse. Dette køber-sælger forhold gør, at socialfaglig forhandling er et mere rammende begreb for denne relation mellem køber og sælger.
Hvorfor er der brug for socialfaglig forhandling på socialområdet? Fordi der for både borgerens, pårørendes, myndigheds, leverandørs og velfærdssamfundets skyld skal være både tydelighed og gennemsigtighed i, hvad borgeren modtager, hvad kommunen køber og hvad leverandøren sælger og leverer.
Socialfaglig forhandling er derfor også en kvalitetsmodel, der skal sikre, at borgeren rent faktisk får den indsats, der er behov for. BIT-modellen er nemlig en årsagssammenhæng, således der skal ses på behov før indsats, og indsats før takst. På den måde sikres det, at det ikke bliver økonomien (dvs. taksten), der er definerende for indsatsen. Dette er helt i tråd med Servicelovens bestemmelser, hvor der for alle borgere skal være en individuel vurdering – det vil sige, at behovet skal være udslagsgivende for indsatsen.
Men kan vi ikke have tillid til hinanden i stedet for, for sociale tilbud leverer jo kun det, borgeren har brug for? Dette spørgsmål hører jeg fra både myndighed og leverandør, når jeg fortæller om socialfaglig forhandling. Her er det vigtigt at huske, at BIT-modellen ikke er et udtryk for mistillid. Derimod er det en grundlæggende forudsætning for modellen, at myndighed og leverandør har tillid til hinanden, da modellen ellers ikke vil kunne fungere i praksis. BIT modellen omhandler gennemsigtighed for både myndighed og for leverandør, hvilket er med til at skabe tillid og grundlaget for et godt samarbejde med borgeren i fokus.
Der skal altså være tillid mellem myndighed og leverandør, fordi dette tjener borgeren bedst. Men tilliden kan ikke erstatte gennemsigtigheden, da det er myndigheden, der som køber reelt køber en ydelse til og på vegne af borgeren. Dette er en del af myndighedsopgaven, at definere den indsats, der skal leveres til borgeren – efter inddragelse af borgeren selv og andre fagpersoner naturligvis.
Derfor er der ikke brug for forhandling, men for socialfaglig forhandling på socialområdet.
